Que Faire ...

…ja, hvad mon?

Facebook fik en ny bruger! Det skete faktisk tilbage i april 2008; men først nu i 2009 er jeg kommet rigtig i gang.
Egentlig var jeg meget ambivalent overfor Facebook. Jeg meldte mig kun til for at “se hvad det nu var for noget?". Jeg følte ikke rigtig det var noget jeg kunne bruge til noget fornuftigt.
Men så i slutningen af året fortalte min datter at hun (som havde haft samme mening som mig) pga. af sin mand og en veninde (som begge var glade facebookere) havde kastet sig ud i projektet og nu havde haft sin første AHA-oplevelse: To savnede skoleveninder havde kontaktet hende på facebook!
Herudover var en af mine nære venner også kommet på og havde haft en ligende positiv oplevelse.

Det fik mig til at ta’ min holdning op til revision og jeg fandt mit login frem og gik i aktion … nu får vi så se om jeg bliver omvendt?
Indtil videre har det været positivt….på flere måder. Bl.a. har det fået mig til at “genopdage” min gamle og forsømte blog i og med at jeg kan importere indlægene fra bloggen over i Facebook som noter. Smart eller hva’?

Nu er det et nyt år og vi må se hvad det bringer af spændende livsvilkår. Jeg vil dog oplyse at allerede de første 4 dage af året har været overordentlig positive Forsætter det i den stil bliver det et godt år!

Velkommen tilbage!

…sagde farvel til livet i dag.

Vores 11 ½ år gamle Hovawart ved navn Sheta var for os noget ganske særligt. Sheta var fræk, frimodig og helt sin egen.
Hun kendte sit værd og forsøgte til det sidste at udfordre undertegnede som førerhund. Hun var en ægte tysk gårdhund med de fordele og ulemper der hører med til den race.
Vores hus og skellinier blev vogtet med nidkærhed og hun lod sig aldrig dominere af andre firbenede. Tværtimod! Det var nok lige i overkanten og ofte en ulempe; men sådan så hun nu en gang verdenen.
Til det sidste var der noget hvalpeagtigt over hende. Hun viste sine mennesker stor opmærksomhed og var altid en glad hund som det var rart at være sammen med.

Hun var faktisk aldrig syg udover at hun havde en ualmindelig sart mave. Da vi først havde lært at passe på hvad hun fyldte i sig var det som sådan ikke noget problem.

Hun var således rask og rørig helt til det sidste. På nær de sidste to-tre dage af hendes liv. Det begyndte med at hun natten mellem fredag / lørdag d. 4. og 5. januar 2008 kastede blod og slim op, hvilket i sig selv var dybt bekymrende og gav anledning til at de mørke tanker meldte sig. Alligevel fejlede hun intet dér hvor maden skulle ligge og hendes morgen appetit var ligesom den plejede at være: Glubende! Hun elskede mad.
Konklusionen var naturligt nok at når hun øjensynligt ikke havde mistet appetitten og i øvrigt ikke virkede syg (snuden var kold og fugtig) var det nok alder og ikke en dybt alvarlig sygdomstilstand.
Alt var kort sagt som det kunne være for en 11 ½ år gammel hund: Hun lå og sov det meste af dagen på sine forskellige yndlingspladser rundt omkring i huset.

Søndag aften d. 6. januar 2008 kom det næste signal om at “livet var ved at ebbe ud". Hun kunne ikke komme op at stå!!! Hendes bagben ville simpelthen ikke bære hende og jeg måtte hjælpe hende op ved at løfte hende under bugen. Hun så meget træt og sørgmodig ud. Efter den episode var hun egentlig ok igen. Jo, vi kunne da godt se at hun ikke var helt fit.

Mandag kontaktede jeg vores dyrlæge som bekræftede os i at Sheta nok var noget den sene alderdom. Det blev aftalt at vi skulle komme til en grundig helbredsundersøgelse med hende tirsdag d. 8. januar kl. 11.00.
Mandagen gik stille og godt for Sheta, dog kunne vi se på hende at hun lige pludselig var blevet en gammel hund … det var ikke opmuntrende! På den anden side havde hun haft et langt og godt hundeliv og alt varer jo ikke evigt. Vi besluttede at vis dyrlægen ikke kunne give os håb om en bedre fremtid for Sheta så måtte det gå som sådan noget altid går: Vi måtte slutte Sheta’s liv på en fredelig og smertefri måde.

Tirsdagen hos dyrlægen blev en bekræftelse af vores bange anelser. Han undersøgte hende og kunne konstatere at hun var noget til det punkt i hendes liv hvor fremtiden kun ville være besværlig og fyldt med smerter. Hendes bagben havde ikke styrke til at bærer hende korrekt og synet var svækket af grå stær og hendes indre organer var også ved at give op.

Hvad er der at gøre? Que Faire..

..da både vi og dyrlægen var enige fik Sheta en sprøjte at sove ind på og hun åndede ud med et dybt og roligt suk. Hendes liv sluttede fredeligt.

11 dejlige år med Sheta (født Hirsholm’s Hera), en sort/brun Hovawart tæve som så dagens lys d. 17. september 1996, sluttede på en januar dag med solskin.

Vores to små børnebørn har lavet små gaver som skal lægges på hendes imaginære grav i vores have. Sissel på fem år græd da hun forstod at Sheta ikke længere var hos mormor og morfar; mens Mille på tre år bare syntes at vi skulle ha’ en ny lille hund som skulle være sort.

Susanne har været på skadestuen … igen-igen!

Jeg er bekymret hver gang Susanne skal bevæge sig ud på gader og veje. Jeg véd jo hvor dårligt hun ser og hører. Hvor meget hun afskyer sin blindestok.

Tag nu i går for eksempel: Hun skulle til sin kosmetolog og til sin fodlæge. Som vanligt kørte jeg hende til kosmetologen og så skulle hun selv klare at ta’ videre derfra til fodlægen.
Hos kosmetologen sagde vi farvel til hinanden og aftalte at jeg hentede hende igen når hun var færdig hos fodlægen.

På vejen til fodlægen falder Susanne! Hvad der forårsager faldet er hun ikke helt klar over for “det skete jo bare på fortovet” som hun siger.
Hun er altså faldet fordi hun ikke ser det hun tror hun ser … det er det rigtig møg-hamrende-irriterende ved Retinitis Pigmentosa (RP eller kikkertsyn).
Susanne’s hjerne kompenserer og hun tror dermed at hun ser det hendes hjerne mener hun skal se!

Resultatet er at hun i værste fald kommer til skade som i denne situation hvor hun falder og brækker en knogle i håndleddet på venstre arm.

Da jeg ankommer til fodlægen for at hente hende ser jeg hendes håndled. Forståeligt nok klager hun over smerter og der er ingen tvivl om at vi skal på skadestuen.
Venstre håndled bliver røntgenfotograferet og billederne viser et spoleben som er brækket. Der bliver lagt en skinne og nu venter fire uger med armen i gips.
At hun har slået begge sine knæ til blods er blot en mindre ting i forhold til et brækket håndled.

Jeg har lagt mærke til at mange blinde og svagtseende har et meget “stift” og “anspændt” bevægelsesmønster. Det gælder i hvert fald for Susanne som bevæger sig meget anspændt og nervøst, hvilket tydeligt ses når hun går på trapper eller ujævnt terræn. Eller i ukendt terræn for den sags skyld.

Que Faire eller Hvad er der at gøre?

Jeg vil prøve at få Susanne til at træne sin balance fx. ved hjælp af et vippebræt. Kan jeg få hende overtalt til at lave de “fem tibetanere” vil det også være en fordel.

Min teori er at hvis man har en god balanceevne vil man lettere kunne reagere prompte på et uventet fald og ikke falde som en “sæk kartofler". Hvis man samtidig har smidige muskler vil man også bedre kunne imødegå faldskader.

Jeg forestiller mig at dansetræning også vil være godt … måske tango (..?) Er det muligt at kombinere det behagelige med det nyttige? Det må overvejes!

Jeg vil så gerne være fri for de jævnlige besøg på skadestuen